Konkurrenceformer  
 

Indendørs


Indendørs bueskydning er den største danske disciplin, hvilket formentligt skyldes vore vejrforhold. Voksne og unge over 15 år skyder på 18 m, unge under 15 år skyder på 12 m, og børn under 11 år på 8 m. På en indendørs FITA runde skyder man 60 pile på en 40 cm skive, med point inddelingen 1 til 10. Man skyder 3 pile ad gangen. Man kan også vælge en "triple" skive, hvor man har de inderste ringe gengivet 3 gange. Her skydes 1 pil i hver af de såkaldte spots. For compound skytter er der en speciel regel for point tællingen indendørs. For at opnå 10 point skal man ramme den allerinderste ring, der forholdsmæssig er meget mindre end de andre pointringe. Det øvrige gule tæller 9 point.
 
 

Udendørs


Når man skyder udendørs, foregår det oftest som det, der kaldes en FITA runde, (opkaldt efter det internationale forbund for bueskydning). På en FITA runde skyder man 36 pile på 4 forskellige afstande. De to længste på en 122 cm skive, og de to korte på 80 cm skive. På de lange afstande skyder man 6 pile, og de to korte 3 pile ad gangen, inden man henter sine pile.
 
 

Skytter:


Skyder:


Senior Herrer 90-70-50-30 m
Senior Damer og Junior Herrer 70-60-50-30 m
Junior Damer 60-50-50-30 m
Kadet 50-40-30-20 m
Mini 40-30-30-20 m
Mikro 20-15-15-10 m
 
Afstandene gælder både for recurve og compoundbuen. Traditionen med at starte på den længste afstand stammer fra dengang, bueskydningskonkurrencer var krigsforberedelse. Man simulerede en fjende der kom tættere på. Ved de store konkurrencer som f.eks. Danmarks- og Verdensmesterskaberne skyder man en FITA-runde som kvalifikation, hvorefter de 64 eller 32 bedste, fortsætter med finaler på 70m "mand mod mand", 18 eller 12 pile, og taberen går ud af konkurrencen.
 
 

Felt- og 3D skydning


Felt og 3D skydes i skov og kuperet terræn, hvor man kan skyde opad eller nedad og ofte på ukendte afstande.

Feltskydning deles op i to discipliner, hvor den ene kaldes arrowhead. Det er en slags skiveskydning anlagt i naturen. Skytterne bliver delt op i grupper på 4-5 personer. Man følger en fastlagt rute hvor man undervejs støder på de opstillede sort/gule skiver. Der er markeret, hvorfra man skal skyde sine 3 pile, der hver især kan give fra 1 til 5 points. På halvdelen af målene skal man selv bedømme afstanden, der kan variere fra 10 til 60 m. Her gælder det også, at jo yngre man er, jo kortere er afstandene. Disciplinen er særlig populær blandt compound- og langbueskytter.

Den anden skydning kaldes 3D- skydning, og her er skiverne skiftet ud med naturtro plastikdyr. Man skal selv bedømme alle afstande, der maksimalt kan være 45 m. Pointtællingen er også lidt speciel. Kun én pil tæller point, og det er den første træffer, af de tre forsøg man har. Hvis man rammer i et af dyrets to point-zoner med den første pil, giver dette flere points, end hvis man først rammer med anden eller tredje pil.